Fortsæt til indhold

Markedsrapport: Endnu en rød dag i USA

Geopolitisk uro mellem USA og Rusland kaster igen en mørk skygge over aktiemarkederne.

Aktier

Onsdagen bød på endnu en dag, hvor de tre toneangivende amerikanske indeks endte i rødt.

Dagen har været præget af geopolitisk uro – især i forbindelse med den amerikanske udenrigsminister Rex Tillersons møde med den russiske præsident Vladimir Putin og udenrigsminister Sergej Lavrov.

Mødet kommer efter en periode hvor de to lande har skærpet tonen over for hinanden – især på grund af den højspændte situation i Syrien.

Det satte sit præg på investeringslysten på Wall Street.

Dow Jones-indekset faldt med 0,29 pct. til 20.591,86, mens S&P 500-indekset faldt med 0,38 pct. til 2.344,93.

Nasdaq faldt med 0,52 pct. til 5.836,16

Til gengæld var der godt med påskehumør på det danske eliteindeks C20 Cap. Indekset sluttede onsdagen af med en stigning på 0,78 pct. til 1093,89, hvilket er rekord.

Dagens højdespringer i København var Novozymes-aktien, der steg med 2,61 pct. til 287,50. Også Dong Energy havde en fin dag. Dong-aktien lukkede dagen med en stigning på 2,11 pct. til 280,50.

Eneste aktier på C20, der sluttede i rødt, var TDC og Genmab. TDC faldt med 0,25 pct. til 35,78, mens Genmab lukkede i 1255,00 efter et fald på 1,18 pct.

I Paris og Frankfurt endte dagen også i grønt. Det franske CAC 40- indeks steg med 0,1 pct., mens det tyske DAX-indeks steg med 0,2 pct.

Til gengæld sluttede onsdagen med røde tal i London. Her faldt det britiske FTSE 100 indeks faldt med 0,2 pct.

Artiklens emner
FTSE100
Rex Tillerson