Fortsæt til indhold

Snapchat skyder i vejret efter skulderklap

Aktien bag fotomediet stiger markant som følge af opbakning fra tunge investorer som Fidelity og Blackrock.

Aktier

Snapchat stiger kraftigt i handlen på børsen i New York mandag.

Det sker, efter at nye dokumenter viser, at institutionelle investorer som Fidelity og Blackrock tror på aktien. Det skriver Reuters.

Snapchat er et socialt medie, der bruges til at sende billeder og til at chatte. Virksomheden bag blev børsnoteret i New York den 1. marts i år, og aktien har været udfordret af, at indtjeningen i virksomheden er lav i forhold til, hvad markedet vil betale for aktien.

I sidste uge faldt Snapchat-aktien markant, da selskabet aflagde kvartalsregnskab for første gang i børsæraen.

Udover Fidelity og Blackrock er også Third Point og Och-Ziff Capital Management blandt de investorer, der ved udgangen af marts ejede aktier i Snapchat. Ifølge Reuters beroliger det markedet, at der er store investorer, der tror på den nye techaktie.

Ved børsintroduktionen kostede en aktie i Snapchat 17 dollars. Mandag kostede den knap 21 dollars og var dermed oppe med mere end 20 pct. siden børsnoteringen.

Ifølge data fra Thomson Reuters er Snapchat dyrere end både Facebooks og Googles aktier, når man ser på, hvad markedet betaler for at få adgang til indtjeningen.

Artiklens emner
BlackRock
Fidelity