Markedsoversigt: Renter og aktier hånd i hånd op
Både renter og aktier steg fredag. Renterne for fjerde dag i streg.
Vestas kunne fredag lukke andet kvartal med en stribe nye ordrer, og vindmølleaktien endte dermed som den mest stigende aktie i både det danske eliteindeks, C20 Cap, og i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.
Vindmølleaktien steg 4,2 pct. til 601 kr. efter ordrerækken, der blandt andet tæller selskabets største ordre i Sverige nogensinde med en kapacitet på 288 megawatt (MW). Vestas kan også skrive to ordrer i USA samt yderligere en svensk, en argentinsk, en australsk og en irsk af slagsen i bogen.
- Vi ser altid, at når det er ultimo kvartaler - eller ultimo halvår som det er i dag - så kommer der altid en masse ordrer fra Vestas, så det er helt naturligt, siger chefhandler i Danske Bank Mads Zink.
C20 Cap lukkede 0,6 pct. højere i 1145,70, men er siden sidste fredag faldet 1,9 pct.
Blandt de stigende aktier var også Pandora, der dog tabte lidt af pusten i løbet af dagen. Smykkeaktien endte med at stige 0,5 pct. til 607,50 kr.
- Pandora "rebounder" lidt i dag og har formentlig været i for meget modvind. vurderer Mads Zink.
Chefhandleren peger på, at udenlandske investorer tidligere fredag var nettokøbere af aktien, og at spørgsmålet nu er, om noget af salgspresset fra udlandet på aktien er ved at aftage.
GN Group endte nederst i C20 Cap med et fald på 1,3 pct. til 190,10 kr., efter at Goldman Sachs sænkede anbefalingen af aktien til "neutral" fra "køb", men dog løftede kursmålet til 202 kr. fra 185 kr.
A.P. Møller-Mærsk var også fortsat i fokus efter tirsdagens hackerangreb. Det kunne dog opvejes af stigende oliepriser og højere fragtpriser.
Mærsk B-aktien steg 0,9 pct. til 13.090 kr.
Den toneangivende danske rente fortsatte fredag den tur op, som den har været på det meste af ugen og som blev sat i gang af chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, tidligere på ugen.
Renten på statspapiret med udløb i 2017 endte på 0,67 pct., hvilket er 2 basispoint højere end torsdagens slutniveau og 19 basispoint højere, end da handlerne gik på weekend for en uge siden.
Draghis udtalelser tirsdag blev af markedet tolket som et signal om, at ECB kan være længere fremme i tankerne om at justere pengepolitikken, end markedet havde regnede med. Og det satte skub i både renter og euro, mens aktierne faldt.
Men der har været tale om en overreaktion, vurderer seniorstrateg i Nordea Morten Hessner.
- Det var allerede inden udtalelserne konsensus i markedet, at ECB på et tidspunkt i løbet af andet halvår 2017 ville åbne op for, hvordan den ser opkøbsprogrammet blive nedskaleret, siger han.
Derfor kan de efterfølgende ryk i både obligations- og aktiemarkedet meget vel have været utilsigtede fra Draghis side, vurderer han.
Fredag kunne investorerne både tygge på inflationstal fra eurozonen samt fra USA. Begge tal landede stort set som ventet. Blandt fredagens øvrige nøgletal var både Chicago PMI og det endelige Michigan-tillidsindeks bedre end ventet.



