Markedsrapport: Store kurstæsk til medicinalselskaber
Et regnskab og et negativt udfald af et vigtigt studie med en lægemiddelkandidat sendte to aktier sydpå. Det tyske Dax-indeks havde til gengæld en glimrende dag.
Mange små opture og et par enkelte nedture af de helt store. Det er konklusionen på en dag, hvor markederne ikke kunne leve op til gårsdagens meget positive dag.
Mindre kan dog også gøre det, og særligt de selskaber, der har hjemme i olie- og energiindustrien, stjal nok engang overskrifter. I Danmark bedst eksemplificeret ved A.P. Møller - Mærsk, der havde en forrygende dag.
Konglomeratets aktie steg hele 4,6 pct. som følge af bl.a. den stigende oliepris og en løftet anbefaling fra Carnegie. Det danske C20 Cap-indeks endte dagen med et plus på 0,9 pct.
De tre ledende, amerikanske indeks lå længe til pæne stigninger, men mod slutningen af dagen gik det ned ad bakke. Værst gik det for Nasdaq, der endte med et fald på 0,14 pct., mens S&P 500 steg 0,13 pct. efterfulgt af Dow Jones-indekset med en stigning på 0,11 pct.
Alligevel vil dagen nok mest blive husket for dårlige nyheder fra biotek- og medicinalbranchen.
Værst gik det for det canadiske medicinalselskab Valeant, hvor aktien faldt med 14,5 pct. Valeant har igennem det seneste efterhånden lange stykke tid måttet lægge øre til voldsom kritik fra stort set alle sider, hvilket ikke mindst skyldes, at man har gennemført voldsomme prisstigninger på særligt ældre lægemidler.
Heller ikke det amerikanske biotekselskab Biogen havde en god dag på børsen, hvor aktien faldt med næsten 13 pct., efter en lovende lægemiddelkandidat mod multipel sclerose ikke viste sig at have den ønskede effekt.
I Europa havde særligt energiaktierne en stærk dag på børsen. Rigtig godt gik det for hollandske Royal Dutch Shell, der venter at kunne reducere sine omkostninger med 30 pct. mere end oprindeligt ventet. Shell-aktien steg knap 4 pct. Det store, franske indeks CAC40 steg 1,19 pct., mens det tyske Dax-indeks var i hopla med en stigning på 1,65 pct.
Den toneangivende tiårige, danske statsobligation lukkede med en rente på 0,3 pct., svarende til et fald på to basispoint.


