Obligationer/åbning: Uændrede renter - udsving i USA viskes ud
De danske obligationsrenter er åbnet i uændrede niveauer tirsdag, efter at rentestigninger på de amerikanske obligationer er gået i sig selv igen.
I USA steg renterne mandag, efter at Kongressen enedes om et midlertidigt budget gældende til den 8. februar. Bevægelsen gik dog så småt i sig selv mandag aften, og tirsdag morgen er den tiårige amerikanske rente tilbage i stort set samme niveau, som var gældende mandag, da de danske obligationshandlere gik hjem.
Den tiårige danske statsobligation åbner tirsdag ligeledes uændret i 0,58 pct.
Der kommer ingen nøgletal fra USA, så markedsdeltagerne må nøjes med at lade sig guide af et par europæiske statistikker.
Klokken 11 offentliggøres de tyske finansielle aktørers tillidsindeks, ZEW, der ventes at være steget til 89,6 i januar fra 89,3 i december. Det viser estimater indsamlet af Bloomberg News.
Vigtigst bliver dog nyt om forbrugertilliden i eurozonen, vurderer Sydbank i sin morgenkommentar. Statistikken offentliggøres klokken 16 og ventes at vise en stigning til 0,6 i januar fra 0,5 i december.
Herhjemme har Danmarks Statistik offentliggjort nyt om udviklingen i det danske detailsalg og den danske forbrugertillid.
Forbrugertilliden steg mere end ventet i januar til 8,2 fra 6,5 i december. Til sammenligning havde analytikerne blot ventet en stigning til 7,0 ifølge Bloomberg News. Til gengæld faldt detailsalget med 0,3 pct. i december, mens analytikere havde ventet et uændret detailsalg.
