Obligationer/middag: Små rentefald med fokus på hjælpepakke i USA
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger mandag middag med et fald på 4 basispoint til minus 0,21 pct.
Det nuværende ledende statspapir satte bundrekord for blot to uger siden, da renten endte i minus 0,82 pct., men siden har frygten for de økonomiske konsekvenser af udbruddet af coronavirus fået tag i markedet, og markedsdeltagerne har solgt stort set alt i kampen om likviditet.
Nøgletalskalenderen er mandag stort set tom, og derfor vil meldinger om en eventuel amerikansk hjælpepakke tage størst fokus.
- Meldinger fra politikere, centralbanker og den globale smittefare vil sandsynligvis stadig være afgørende for stemningen på finansmarkederne, skriver makroanalytiker Mathias Dollerup Sprogel fra Sydbank.
Så sent som søndag aften dansk tid var der nyt fra USA, hvor Demokraterne i Senatet stemte imod og foreløbigt blokerede for en stor hjælpepakke til den amerikanske økonomi.
Senest mandag klokken 09.45 lokal tid - svarende til 14.45 dansk tid - skal man dog være blevet enig om en hjælpepakke.
Ellers vil Senatets republikanske flertalsleder, Mitch McConnell, tvinge en anden afstemning igennem, fortalte han sent søndag lokal tid ifølge Reuters.
- Afstemningen vil sætte sit præg på finansmarkederne i dag, hvor der også vil være fokus på en hjælpepakke fra Tyskland, som ventes at blive præsenteret i dag, vurderer makroanalytikeren.
Den europæiske forbruger kommer i fokus klokken 16, hvor den foreløbige opgørelse over forbrugertilliden i eurozonen bliver præsenteret. Her venter analytikerne et fald til minus 13 fra minus 6,6 for måneden forinden.
