Fortsæt til indhold

Obligationer/åbning: Renten sidelæns i skyggen af hjælpepakke i USA

Obligationer
/ritzau/FINANS

Der er stort set rentestilstand på det danske obligationsmarked onsdag morgen, hvor det toneangivende tiårige statspapir fortsat handles med en rente på minus 0,12 pct.

Den seneste tid har fokus i markedet særligt været på udbruddet af coronavirus, der siden december har spredt sig fra Kina til stort set hele verden.

Det har skabt stor frygt for de økonomiske konsekvenser, og både centralbanker og regeringer verden over har derfor lanceret økonomiske stimuluspakker.

Mandag annoncerede den amerikanske centralbank, Federal Reserve, at den ville lancere flere nye programmer, og nu er der også udsigt til hjælp fra landets regering.

Forhandlere fra Trump-regeringen og det amerikanske Senat er ifølge Reuters enige om en stor økonomisk krisepakke, der ventes at være på op til 2000 mia. dollar.

Pakken er to gange de seneste dage blev stemt ned i Senatet, men nu ser det altså ud til, at den bliver vedtaget, når der seneste onsdag skal stemmes om den.

Investorerne kan onsdag se frem til offentliggørelsen af den endelige tyske IFO-indikator, der dækker omtrent 7000 tyske selskabers opfattelse af det nuværende forretningsklima, og hvordan de venter, at de næste seks måneder vil blive.

Indikatoren vil denne gang formentligt ikke få den helt store betydning, da en foreløbig opgørelse for marts allerede i sidste uge viste, at respondenternes vurdering af det nuværende forretningsklima faldt til 87,7 fra 96,0 i februar.

Onsdag eftermiddag kommer der desuden nyt om udviklingen i USA inden for ordreindgangen af varige gode i februar. Økonomerne venter et fald på 1,0 pct., viser estimater fra Bloomberg News.