Torsdagens obligationer: Nedslående nøgletal sendte renten ned
En stribe nedslående nøgletal medvirkede torsdag til rentefald på det danske obligationsmarked. Både i Europa og USA vidnede statistikkerne om, at effekterne af coronakrisen er udtalte, og det fik renten til at falde støt.
Facit blev et rentefald til den toneangivende tiårige danske statsobligation på 6 basispoint til minus 0,32 pct.
Nøgletal fra eurozonen viste i løbet af formiddagen, at økonomien skrumpede med 3,8 pct. i første kvartal. Desuden hæftede økonomer sig ved svage tyske ledighedstal.
Fra Den Europæiske Centralbank, ECB, var der ikke decideret nyt fra torsdagens rentemøde, hvor de væsentligste renter blev fastholdt. Banken signalerede dog, at den kan øge sine i forvejen store opkøb af obligationer og derved medvirke til at presse renten mere ned.
- Der var ikke ventet det store festfyrværkeri fra ECB i dag, hvilket heller ikke for alvor blev tilfældet. ECB er i forvejen heftigt i markedet med massive opkøb, men ikke uvæsentligt gør de sig meget åbne overfor at øge det seneste massive corona-opkøbsprogram, hvis behovet skulle opstå, fremhæver cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre.
Fra USA viste tal privatforbruget det største fald nogensinde på 7,5 pct. i marts. Desuden meldte 3,8 mio. sig ledige i sidste uge mod ventet 3,5 mio.
/ritzau/FINANS