Fortsæt til indhold

Onsdagens obligationer: Renten steg på amerikansk jobrapport

Obligationer
/ritzau/FINANS

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation steg onsdag med 6 basispoint til minus 0,29 pct. i forhold til tirsdag.

Onsdag eftermiddag kom der tal på den amerikanske ADP's beskæftigelsesrapport over det private amerikanske jobmarked, som viste et fald på 20.236.000 job i april. Det var marginalt bedre end det ventede fald på 20.550.000 job ifølge et estimat fra Bloomberg News. Fredag kommer der tal på jobskabelse uden for landbruget, hvor der ventes et fald på 21,25 mio. job.

Inden onsdagens tal lå renten i minus 0,33 pct.

Der kom også tal for fabriksordrerne i Tyskland og detailsalget i eurozonen.

De tyske fabriksordrer i marts landede onsdag morgen, og de skuffede ved at vise et fald på 15,6 pct. i forhold til måneden forinden, hvor væksten var negativ med 1,2 pct.

Det var et større end ventet fald, idet analytikerne i marts ventede et fald på 10 pct.

Før middag onsdag kom det europæiske detailsalg for marts, der viste et fald på 11,2 pct. i forhold til måneden før.

- I marts havde medlemslandenes vidt udbredte tiltag for at inddæmme Covid-19 væsentlig indflydelse på detailhandlen, lyder det fra statistikkontoret.

Udviklingen var også værre ventet, da der var forudset en tilbagegang på 10,6 pct. ifølge en rundspørge fra Bloomberg News.