Fortsæt til indhold

Obligationer/åbning: Renten kryber sidelæns i rolig start

Obligationer
/ritzau/FINANS

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation kommer uændret fra handelsstart torsdag i minus 0,29 pct.

Torsdag kommer der en stribe nøgletal fra begge sider af Atlanten, som der kan findes inspiration i, inden der fredag er lukket for handel på børsen i København på grund af helligdagen store bededag.

Fra morgenstunden er der også kommet tal for industriproduktionen i Tyskland i marts.

Den tyske industriproduktion faldt med 9,2 pct. i marts i forhold til måneden før. Det viser tal fra det tyske økonomiministerium.

Dermed udviklede industriproduktionen sig værre end ventet, idet der ifølge Bloomberg News var ventet en tilbagegang på 7,4 pct. i produktionen.

På årsbasis var der tale om et fald på 11,6 pct. i marts, hvilket var værre i forhold til den forventede nedgang på 8,9 pct. ifølge Bloombergs estimat.

Derudover præsenterer EU-Kommissionen torsdag sin økonomiske prognose, inden der i eftermiddag kommer tal fra den anden side af Atlanten.

Her offentliggøres tal for nytilmeldte ledige, der de seneste mange uger er steget eksplosivt, i takt med at det amerikanske samfund er lukket ned på grund af udbruddet af coronavirus.

I uge 18 ventes 3 mio. amerikanere at have meldte sig ledige ifølge Bloomberg News, mens antallet af fortsatte ledige vil stige til 19,8 mio.

Ugen før meldte 3,8 mio. amerikanere sig ledige. De fortsatte ledige nåede 18 mio.