Onsdagens obligationer: Lille rentefald med Powell i sigtekornet
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation faldt onsdag med 1 basispoint fra tirsdagens lukkeniveau til minus 0,30 pct. med et lavpunkt for dagen i minus 0,32 pct. og en top i minus 0,29 pct.
Investorerne var onsdag blevet mere bekymrede for risikoen for en anden bølge af virusudbruddet, der har lukket mange lande ned.
Opmærksomheden var onsdag eftermiddag dog rettet mod nyt fra chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell.
Han sagde onsdag, at centralbanken ikke kigger på negative renter.
På samme tid udelukkede han dog ikke muligheden som et potentielt værktøj i fremtiden, skriver Bloomberg News.
- Data om negative renter er blandet, siger Powell.
Han tilføjede, at centralbankmedlemmerne har debatteret, hvorvidt Federal Reserve skal følge andre centralbanker i den retning, men siger, at "for nu er det ikke noget, vi overvejer".
Onsdag var der kun få nøgletal i kalenderen, hvor dagen bød på tal for industriproduktionen i eurozonen i marts.
Virusudbruddet ramte ikke eurozonens industriproduktion helt så meget som frygtet i marts, hvor det dog blev til et fald på 11,3 pct. fra februar.
Økonomer havde ventet en tilbagegang på 12,5 pct. ifølge Bloomberg News.
Onsdag eftermiddag bød også på nøgletal fra USA, hvor producentpriserne faldt med 1,3 pct. i april på månedsbasis, hvor økonomer adspurgt af Bloomberg News havde ventet et fald på 0,5 pct.

