Obligationer/åbning: Mindre rentefald frem mod ledighedstal fra USA
Der er rentefald på det danske obligationsmarked torsdag morgen, hvor det ledende tiårige statspapir forrentes med minus 0,33 pct. Det er 3 basispoint lavere end onsdag eftermiddag.
Dermed følger renteudviklingen tendensen i USA, hvor dystre meldinger fra chefen for landets centralbank, Jerome Powell, onsdag sendte de ledende aktieindeks og statsrenterne ned.
I et webcast advarede han om en langsommelig genrejsning af økonomien efter udbruddet af coronavirus, der har medført store økonomiske konsekvenser for den globale økonomi.
Torsdag har investorerne særligt fokus på antallet af nytilmeldte ledige i USA i uge 19. Oven på coronakrisen har rekordmange amerikanere meldt sig ledige, men de seneste fem uger har det været aftagende.
Tallet ventes ifølge Bloomberg News at falde til 2,5 mio. i uge 19 fra knap 3,2 mio. ugen før, mens antallet af fortsatte ledige ventes at være vokset til 25,1 mio. fra 22,6 mio.
- Skal man finde nogle positive træk i blodbadet på det amerikanske arbejdsmarked, så er det blandt andet, at antallet af nytilmeldte ledige er aftaget de seneste fem uger, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker i Sydbank.
- Investorerne vil være på udkig efter, om den aftagende tendens fortsætter. Vi venter, at omkring 2,5 mio. søgte om understøttelse i uge 19. Tiltager anmodningerne om understøttelse, kan det lægge en dæmper på humøret på de finansielle markeder, vurderer han i en kommentar.

