Fortsæt til indhold

Obligationer/åbning: Rentestigning fra morgenstunden

Obligationer
/ritzau/FINANS

Renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation stiger fra morgenstunden med godt 4 basispoint til minus 0,26 pct. fra mandagens niveau på minus 0,30 pct.

Det er dermed nogenlunde som ventet af markedet på en morgen, hvor der også var positivt nyt fra detailsalget i april. Her steg salget med 0,4 pct. mod et fald på 2 pct. måneden forinden.

- At detailsalget ikke falder yderligere fra marts måned, hænger sammen med genåbningen af dansk økonomi, som gradvist har fundet sted siden påske. Det har øget omsætningen, og især mod slutningen af april, hvor butikker i storcentre fik lov at åbne, er forbruget taget til ifølge dankort-data fra Danske Bank, skriver Troels Kromand Danielsen, cheføkonom i Nykredit, i en kommentar.

Man skal dog tage dagens tal med et gran salt, vurderer Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank.

- Detailsalget er lidt et skønmaleri af, hvordan det i virkeligheden står til med det private forbrug i Danmark. De områder af dansk økonomi der er allerhårdest ramt er servicesektoren . Store dele af denne sektor har været lukket helt ned eller er det stadig. Derfor har vi også set forbruget falde drastisk i disse områder af økonomien. Det ændrer dog ikke på, at udviklingen i detailsalget er en god nyhed, som i den grad antyder, at danskerne gerne vil svinge dankortet, når vi igen får muligheden, skriver han.

Ser man mod USA, er der også rentestigninger fra morgenstunden, hvor den tiårige amerikanske statsobligation forrentes med 0,69 pct. på markedet i Tokyo, efter de amerikanske markeder mandag holdt lukket på grund af Memorial Day. Det er 3 basispoint højere end det niveau, den tiårige statsobligation blev handlet i fredag, da markedet lukkede.

Når der klokken 16 kommer tal for den amerikanske forbrugertillid, kan positive tal yderligere sende renterne en smule i vejret, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker hos Sydbank.

- Den amerikanske forbrugertillid styrtdykkede i april, og vi har set et tilsvarende kollaps i detailsalget. De kommende måneder vil vise, om det kolossale tilbageslag til forbruget skyldes, at det ikke har været muligt at forbruge, eller om det skyldes et ønske om at polstre sig. Her kan forbrugertilliden være en indikator på netop det spørgsmål, skriver han i sin analyse.

Her forventer Sydbank, at dagens tal viser en lille nedgang, og det kan være et tegn på, at krisen for alvor har sat sig i forbrugernes bevidsthed, skriver han.

- Et vedvarende og langt fald i forbrugertilliden vil indikere, at krisementaliteten vil bide sig fast hos forbrugerne. Det vil forlænge den økonomiske genopretning. Vi venter, at forbrugertilliden aftager en spids i maj til 85,0 fra 86,9 i april. En stigning i forbrugertilliden kan presse renterne en tand op, skriver Mathias Dollerup Sproegel.