Obligationer/åbning: Afdæmpet rentestart før tillidsindikatorer
Det danske obligationsmarked er åbnet næsten uændret torsdag morgen, hvor renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger i minus 0,23 pct., hvilket er 1 basispoint højere end onsdag.
Senere på dagen venter der en lang række nøgletal, der måske kan give et lidt mere klart billede af, hvordan de store økonomier foreløbigt er blevet ramt af coronapandemien.
Udover nøgletallene fortsætter markedet med at have fokus på nyheder omkring genåbning af økonomierne verden over efter pandemien, herunder om tidligere tiltag til mere åbning har påvirket smittetal.
Fra Eurozonen kommer der kl. 11 en stribe tillidsindikatorer for maj, hvor der vil være fokus på, om der sker en forbedring efter de massive fald i april.
Tillidsindikatoren for industrien faldt i april til minus 30,4 fra minus 11,2 i marts, mens dagens opgørelse for maj ifølge Bloomberg News ventes at vise en lille forbedring til minus 26,5.
Fra Tyskland kan markedsdeltagerne se frem til en foreløbig opgørelse af udviklingen i forbrugerpriserne i maj, hvilket kan give et fingerpeg om inflationsudviklingen i eurozonens største økonomi.
Økonomerne venter her ifølge Bloomberg at se en opbremsning i inflationen til 0,6 pct. på årsbasis fra 0,9 pct. i april.
Ud på eftermiddagen vælter det ind med amerikanske nøgletal, der blandt andet omfatter en revidering af BNP-væksten i første kvartal, samt tal for ordreindgangen af varige goder, nytilmeldte ledige, igangværende bolighandler og olielagre.
De seneste uger har udviklingen i nytilmeldte ledige fået særlig bevågenhed, idet millioner af amerikanere er troppet op i arbejdsløshedskøen efter de omfattende nedlukninger for at få kontrol med udbruddet af coronavirus i landet.
Dagens opgørelse ventes at vise en stigning i nytilmeldte ledige på 2,1 mio. Da det stod værst til i starten af april, blev der på to uger meldt om samlet næsten 12 mio. nymeldte ledige i USA.

