Obligationer/middag: Renten stiger en kende efter forsigtig optimisme
Der er små stigninger at spore på de europæiske obligationsmarkeder efter en rolig åbning fredag.
Den tiårige tyske rente stiger fredag et enkelt basispoint til minus 0,41 pct., efter den åbnede i minus 0,42 pct. på baggrund af torsdagens nedtur på 8 basispoint.
Herhjemme stiger renten på den tiårige danske statsobligation fredag en smule til minus 0,26 pct. efter den åbnede i minus 0,28 pct. Det ledende danske statspapir er i løbet af ugen faldet fra minus 0,16 pct.
Efter en god periode for aktierne verden over blev markedet torsdag ramt af store fald, der var udløst af fornyet frygt for spredning af coronavirus i USA og ugens dystre meldinger fra den amerikanske centralbank, som ser behov for en lempelig pengepolitik så langt øjet rækker.
Der er dog igen optimisme at spore, hvor det europæiske indeks Stoxx-600 stiger 1,1 pct. og det toneangivende tyske DAX-indeks stiger tilsvarende 1,1 pct. Også i Danmark er morgenens røde start vendt, og C25 ligger ved middag med en stigning på 0,2 pct.
Fredag formiddag kom der tal for eurozonens industriproduktion for april, der viste et fald på 17,1 pct. fra marts, mens den dykkede 28 pct. sammenlignet med april sidste år. I EU faldt produktionen med 17,3 pct. på månedsbasis.
- Dette er de største månedlige fald siden indsamlingen af data begyndte, og væsentligt værre end de fald på 3-4 pct. der blev set i slutningen af 2008 og starten af 2009 under finanskrisen, skriver det europæiske statistikkontor, Eurostat.
Her havde analytikerne ifølge Bloomberg News ventet at se et fald på 18,5 pct. på månedsbasis, efter at nedlukninger som reaktion på coronavirus lagde en tung dyne over aktivitetsniveauet.
Fra USA kommer der i eftermiddag tal for import- og eksportpriser, og efterfølgende kommer der en foreløbig opgørelse af Michigan-tillidsindekset i juni, hvor analytikerne overordnet estimerer en bedring til 75,0 fra 72,3 måneden før. Tilbage i februar lå det dog i 101 før store fald i marts og april.

