Fortsæt til indhold

Obligationer/åbning: Lille rentestigning fra start efter Fed-opkøb

Obligationer
/ritzau/FINANS

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation stiger tirsdag fra start med et enkelt basispoint til minus 0,26 pct. efter mandagens stigning på 2 basispoint.

Dermed følger den danske rente efter de amerikanske renter, der mandag aften igen steg efter at have ligget nede med 6 basispoint i løbet af dagen.

Det skete efter en melding om et bredt opkøb af amerikanske erhvervsobligationer fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der vendte stemningen og renterne, efter investorerne søgte ud af aktiemarkedet og i sikkerhed i statspapirerne på grund af frygten for øget smittevækst med coronavirus og dermed nye nedlukninger.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg mandag 1 basispoint til 0,71 pct. I løbet af dagen var den tiårige rente nede i 0,65 pct.

Tirsdag morgen fortsætter rentestigningen. Den tiårige T-bond handles med en rente på 0,73 pct. på markedet i Tokyo. Det er 5 basispoint højere, end da det danske marked lukkede mandag.

Det er generelt positive vinde, der blæser på finansmarkederne tirsdag, hvor det tyske DAX-indeks indikeres op med 2,6 pct., og de amerikanske indeks-futures også stiger mellem 1,0 og 1,7 pct.

Der kommer i løbet af tirsdagen fokus på den amerikanske centralbank (Federal Reserve), når Fed-chefen Jerome Powell senere tirsdag går på talerstolen i forbindelse med centralbankens halvårlige rapport til Kongressen.

- Vi venter, at Powell vil udtrykke lidt mere optimisme, men stadig understrege, at usikkerheden er stor, og genopretningen kan blive lang og bumpet. Åbner Powell op for yderligere pengepolitiske lempelser, kan det trykke renterne ned, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, der er makroanalytiker hos Sydbank, i en kommentar.

Der vil derudover være fokus på offentliggørelsen af tal for det amerikanske detailsalg, der i april faldt med 16,5 pct. og dermed blev bombet tilbage til samme niveau som i 2012. Gode tal kan sende renten i vejret, lyder vurderingen.

- Det er vores forventning, at detailsalget vil rette sig i maj. Vi hæfter os blandt andet ved, at bunden bestemt ikke er blevet slået ud af amerikanernes indkomster. Amerikanerne har modtaget en check med penge fra Trump, og derudover har de arbejdsløse fået forhøjet understøttelse, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

- Med andre ord er amerikanerne godt polstret til at øge forbruget. For finansmarkederne bliver det helt afgørende, at amerikanerne også har modet til at veksle pengene til forbrug. I maj venter vi, at detailsalget stiger med 8 pct. i forhold til april. Stiger detailsalget mere, kan det løfte aktierne og renterne, fortsætter han.