Fortsæt til indhold

Obligationer/åbning: Rolige renter efter bedring i aktiefutures

Obligationer
/ritzau/FINANS

Det danske obligationsmarked er torsdag åbnet med en lille pil opad på renten.

Tidligere på morgenen tydede det ellers på en klar negativ åbning på aktiebørserne, hvilket ofte følge af faldende renter, men aktiefutures har siden rettet sig en del, hvilket har smittet af på obligationskurserne.

Herhjemme ligger renten på den toneangivende tiårige statsobligation torsdag morgen i minus 0,26 pct., hvilket er 1 basispoint højere end onsdag.

Markedsdeltagerne vil fortsætte med at holde øje med udviklingen i antallet af coronasmittede. Onsdag var en opblussen af smittespredningen i flere sydlige amerikanske stater og i Beijing i Kina med til at skabe bekymring.

Det gav anledning til en negativ drejning på de amerikanske aktiemarkeder onsdag aften - og fald i futuresmarkedet, som i løbet af torsdag morgen dog er kravlet tilbage mod nullet.

Markedsdeltagerne kan torsdag se frem til hele tre rentemøder - i England, Norge og Schweiz.

- Det mest interessante er Bank of England, hvor vi venter, at det nuværende opkøbsprogram bliver forøget. Der har været en del spekulation i muligheden for en negativ rente, men vi forventer, at renten bliver fastholdt i rekordlave 0,10 pct.

- Den ventede forøgelse af opkøbsprogrammet skal medvirke til at sikre lempelige finansielle betingelser i britisk økonomi, der er præget af dyb recession og svage inflationsudsigter, skriver Jyske Bank i en morgenkommentar.

Sidst på formiddagen - kl. 11.30 - offentliggøres der også, hvor mange TLTRO-III-lån den Den Europæiske Centralbank har givet.

- Vi venter et optag på mellem 1000 og 1200 mia. euro, og hvis lånene bliver mindre end det, kan det presse de korte pengemarkedsrenter op og udvide renteforskellen mellem Italien og Nordeuropa, skriver makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank.

Fra USA kommer der i eftermiddag de ugentlige tal for nytilmeldte ledige - et tal, som der de seneste måneder har været ekstra fokus på som følge af coronapandemien, som tidligt i forløbet sendte mange millioner af amerikanere ud i arbejdsløshed.