Obligationer/åbning: Øget risikoappetit giver renteplusser
Renterne på hovedparten af de europæiske obligationsmarkeder tikker en smule opad tirsdag morgen, efter at de mandag indledte ugen med rentefald.
Mandag prægede bekymringer for en andenbølge af coronavirus finansmarkederne, men i USA vendte stemningen sidst på handelssessionen, og det har tirsdag skabt grobund for aktiestigninger i Asien og Europa.
Når investorerne viser tegn på at have større risikoappetit, rammer det ofte obligationskurserne og forårsager stigende renter. Herhjemme ligger renten på den tiårige danske statsobligation tirsdag morgen i minus 0,30 pct., hvilket er 2 basispoint højere end mandag, da renten faldt 3 basispoint.
- I dag holder investorerne øje med konjunkturindikatorer, PMI’er, fra Europa og USA, og deres meldinger om verdensøkonomiens comeback efter genåbningen af samfundene. Der bliver dog også kastet bekymrede blikke i retning af tegn på genopblussen af coronasmitten. Aktierne havde en urolig nat, men optimismen er vendt tilbage her til morgen, skriver chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank i en morgenkommentar.
Aktierne dykkede kortvarigt i løbet af natten, da Donald Trumps handelspolitiske rådgiver, Peter Navarro, udtalte, at handelsaftalen med Kina er aflyst. Efterfølgende tog Navarro og Trump dog afstand til kommentaren.
- De understregede, at den første handelsaftale med Kina stadig kører, selv om Kina er bagud med deres indkøb af varer og tjenester for 200 mia. dollar ekstra i USA. Det fik aktierne til at rette sig, og aktierne i Asien stiger da også ganske solidt her til morgen. Den positive stemning ser ud til at fortsætte i Europa her til morgen, hvor der er pæne plusser på aktiefutures, skriver chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank.
Dagens europæiske PMI-måling ventes at vise en bedring i juni ifølge en foreløbig opgørelse. For fremstillingsindustrien i eurozonen ventes en stigning til 45,0 fra 39,4 måneden før, viser et estimat fra Bloomberg News.
Den tilsvarende amerikanske opgørelse ventes at vise en endnu større stigning til 50,0 fra 39,8. I opgørelsen udgør 50 netop skillelinjen mellem tilbagegang og fremgang fra måneden før.
Fra USA kommer der i eftermiddag også tal for salget af nye boliger i maj.

