Obligationer/middag: Coronabekymring presser renten lidt ned
En indledende stigning i renten på den tiårige toneangivende danske statsobligation på 1 basispoint er ved middagstid onsdag ændret til et fald til minus 0,29 pct., som er 1 basispoint lavere end slutniveauet tirsdag eftermiddag.
Siden åbningen har obligationshandlerne fået nye og positive nøgletal for den tyske økonomi.
Her udviklede erhvervstillidsindekset IFO udviklede sig bedre end ventet i juni, da det steg til 86,2 fra 79,7 måneden før sammenlignet med markedskonsensus om indeks 85,0 ifølge Bloomberg.
Men den generelle stemning i de europæiske finansmarkederne er til den negative side inspireret af bekymring over udvikling i coronasmitten særligt i et par store amerikanske stater, og investeringerne i mere risikobetonede aktiver som aktier er pressede.
Det giver til gengæld fremgang for de defensive muligheder, som repræsenteres af blandt andet obligationerne.
Dagens øvrige nøgletal viser i eftermiddag udviklingen i boligpriserne i USA i april, og den Internationale Valutafond, IMF, kommer ved 15-tiden med en ny prognose for verdensøkonomien.
Efter dansk børslukketid taler et par af den amerikanske centralbanks topfolk. Det er henholdsvis Charles L. Evans, chef for Federal Reserve i Chicago, og James Bullard, chef for Federal Reserve i St. Louis.

