Obligationer/åbning: Renten falder forud for vigtige amerikanske tal
Rentefaldene fortsætter på det danske obligationsmarked torsdag morgen, hvor renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation falder med 2 basispoint til minus 0,32 pct.
Da handlerne gik hjem onsdag, lå renten til minus 0,30 pct. efter et rentefald på 2 basispoint.
Fortsatte stigninger i antallet af smittede med coronavirus på globalt plan lægger en klar dæmper på investorernes risikovillighed, og en ny prognose for verdensøkonomien fra IMF var onsdag med til at gnide salt i såret.
En række økonomiske nøgletal vil torsdag være med til at holde markedsdeltagerne beskæftiget.
Positivt nyt er der blandt andet fra Tyskland, hvor den tyske forbrugertillid udviklede sig bedre end ventet i målingen for juli. Indekset steg til minus 9,6 i juli fra minus 18,6 i juni, viser en opgørelse fra analysevirksomheden GFK - Gesellschaft für Konsumforschung.
Økonomerne havde til sammenligning ventet et indeks på minus 12,0 ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Herhjemme viste det danske detailsalg tidligere på morgenen, at detailsalget i Danmark steg i maj med ikke mindre end 9,4 pct. mod måneden før.
Dagens vigtigste nøgletal kommer dog fra den anden side af Atlanten.
Ud på eftermiddagen rettes opmærksomheden nemlig mod USA, hvor der efter sidste uges overraskende høje tal for nytilmeldte ledige særligt vil blive holdt øje med tallet for uge 25. Det ventes ifølge Bloomberg News, at godt 1,3 mio. amerikanere har meldt sig ledige i ugens løb.
- De ugentlige anmodninger om understøttelse er aftaget kraftigt i de seneste par måneder, men niveauet er stadig skræmmende højt. Ikke desto mindre vil investorerne sandsynligvis tage positivt imod en fortsat aftagende tendens i anmodningerne. Det vil kunne presse renterne behersket op, vurderer Sydbanks makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar.
Torsdagen byder også på flere amerikanske nøgletal. Blandt disse er eksempelvis ordreindgangen af varige goder i maj, tredje opgørelse af BNP-vækst på årsbasis samt en tredje opgørelse af privatforbruget.

