Obligationer/middag: Renten uændret frem mod amerikanske tal
Renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation ligger fredag ved middagstid uændret i minus 0,34 pct. efter et fald torsdag på 4 basispoint.
I sidste uge gik renten på weekend i minus 0,29 pct.
Markedsdeltagerne skuer frem mod de amerikanske nøgletal, der lander som perler på en snor i eftermiddag, hvor der både kommer amerikanske inflationstal, tal for privatforbruget og tillidstal fra Michigan-indekset.
Eftermiddagens foretrukne inflationsmål for den amerikanske centralbank - kerneinflationsindikatoren (PCE Core) - for maj ventes ifølge et estimat fra Bloomberg News at lande på 0,9 pct. i forhold til maj sidste år.
Samtidig ventes der en pæn forbedring i det personlige amerikanske forbrug, der ventes at vise en vækst på 9,2 pct. i maj mod negative 13,6 pct. måneden før, hvor forbrugerne for alvor blev hjemme på grund af coronarestriktioner og butiksnedlukninger.
Hos Sydbank venter makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel en vækst i forbruget på 9,5 pct. i maj.
- En kraftigere stigning, end vi venter, kan løfte humøret på de finansielle markeder og presse renterne op, vurderer han.
