Obligationer/åbning: Marginal rentestigning fra ugens start
Renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation starter ugen med en marginal stigning til minus 0,34 pct.
Det er 1 basispoint mere end ved lukketid fredag.
Mandag byder umiddelbart ikke på de helt store udsvingsgivende nøgletal.
Fra den hjemlige front er der konjunkturbarometre, mens der fra eurozonen kommer økonomiske tillidstal - Economic Sentiment - der er et sammenvejet forbruger- og erhvervstillidsindeks, og som vurderes af være dagens vigtigste nøgletal.
- Der er tale om opgørelsen for juni, og vi venter et markant løft til indekset, skriver makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en kommentar mandag morgen.
Desuden kommer tyske forbrugerpriser, mens dagens eneste amerikanske data er tal for igangværende bolighandler ud på eftermiddagen.
Sideløbende holder den tyske kansler Merkel og Frankrigs præsident Macron en virtuel pressekonference, hvor der kan komme nye signaler omkring EU-Kommissionens forslag om en genopretningsfond til 750 mia. euro.
Både Frankrig og Tyskland støtter planen, der indeholder fælles gældsoptagelse i EU for 500 mia. euro.

