Fortsæt til indhold

Mandagens obligationer: Overraskende nøgletal og lidt højere renter

Obligationer
/ritzau/FINANS

Det danske obligationsmarked udviklede sig relativt afdæmpet mandag, som ellers bød på nøgletalsoverraskelser fra både eurozonen og USA.

Da dagen sluttede lå renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation i minus 0,34 pct., hvilket var 1 basispoint højere end fredag, men uændret i forhold til åbningsniveauet mandag morgen.

Fra eurozonen kom der i løbet af formiddagen tillidsindikatorer. På forhånd havde analytikerne ventet en stor bedring i forhold til opgørelser i maj.

Forventningerne blev imidlertid ikke helt indfriet, idet den samlede økonomiske tillidsindikator viste en stigning til 75,7 fra 67,5 måneden før, mens økonomerne havde ventet en større fremgang til 80,0 ifølge et estimat fra Bloomberg.

Senere på dagen viste de tyske forbrugerpriser sig at være steget mere end ventet i juni.

I en foreløbig opgørelse blev inflationstakten opgjort til 0,9 pct. på årsbasis mod en ventet stigning på 0,6 pct.

Dagens amerikanske opgørelse for salget af igangværende bolighandler overraskede markant med en stigning på ikke mindre end 44,3 pct. i maj sammenlignet med måneden før.

Det var den største stigning nogensinde og overgik alle økonomers forventninger.

Ifølge Bloomberg News havde økonomerne blot regnet med en stigning på 19,3 pct.