Obligationer/åbning: Renten står i stampe frem mod taler i USA
Der er beskedne renteudsving på det danske obligationsmarked tirsdag morgen.
Det toneangivende tiårige statspapir forrentes med minus 0,34 pct., hvilket er samme niveau, som da det danske marked lukkede mandag eftermiddag.
Fokus i markedet er tirsdag vendt mod den anden side af Atlanten, hvor Jerome Powell, der er chef for den amerikanske centralbank, og USA's finansminister, Steven Mnuchin, skal holde taler.
Det sker foran Repræsentanternes Hus, hvilket der ifølge Mathias Dollerup Sproegel, der er makroanalytiker hos Sydbank, vil være fokus på.
- I øjeblikket holder vi meget øje med Mnuchins konto hos Fed, da kontoen bugner med dollars, der venter på at blive sprøjtet ind i den amerikanske økonomi, skriver han i en kommentar.
- Hvis Mnuchin antyder, at pengene skal til at bruges, kan det løfte humøret på de finansielle markeder. Omvendt set kan dystre vækstudsigter fra Powell sænke humøret på finansmarkederne, lyder det.
Ud over de amerikanske taler er der ikke mange skemalagte input, som investorerne kan navigere efter.
I løbet af formiddagen præsenteres et forbrugerprisestimat fra eurozonen, mens der i eftermiddag kommer et par amerikanske nøgletal.
Der offentliggøres her indkøbschefernes aktivitetsniveau i Chicago-regionen, Chicago PMI, og tal for forbrugertilliden i juni.
