Obligationer

Obligationer/middag: Renten stiger forud for amerikansk rentereferat

Rentestigninger præger størstedelen af de europæiske obligationsmarkeder onsdag, hvor investorerne kan se frem til en række nøgletal fra USA og et mødereferat fra den amerikanske centralbank senere på dagen.

Ved middagstid stiger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation med 3 basispoint til minus 0,32 pct.

Onsdag skydes årets tredje kvartal i gang med en række retningsgivende nøgletal fra især USA.

Dagens helt store samtaleemne bliver formentligt referatet fra det seneste møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvor markedsdeltagerne vil holde et vågent øje med detaljerne.

Det offentliggøres dog først klokken 20.00 dansk tid - det vil sige efter børslukketid i Danmark.

- I dag vil vi nærstudere referatet fra det seneste rentemøde i den amerikanske forbundsbank, Fed. Vi vil lede efter nye hints omkring Fed-direktørernes syn på rentekurvekontrol, vurderer makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en kommentar.

Onsdag morgen og formiddag har handlerne fået friske tal fra Kina, Japan, Danmark, Tyskland og den samlede eurozone.

Fra Tyskland stod det klart, at arbejdsløsheden i juni steg med 69.000. Det var dog en mindre stigning end ventet, da økonomerne ifølge Bloomberg News havde forudset 120.000 nye arbejdsløse.

Samtidig landede det endelige tyske PMI-tal for industrien i juni og det viste sig at være en positiv overraskelse. Det endelige indeks landede på 45,2 mod 44,6 i den foreløbige opgørelse.

Den samme tendens gjorde sig gældende for det endelige PMI-indeks for industrien i eurozonen, der endte på 47,4 i juni. Det er også bedre end indekset på 46,9 i den foreløbige opgørelse.

Onsdag eftermiddag venter der også PMI-tal for den amerikanske industri, og derudover offentliggøres ADP-jobrapporten samt ISM-indekset for juni.

Særligt sidstnævnte vil blive fulgt tæt. Økonomerne forventer, at indekset vil være steget til 49,7 i juni fra 43,1 i maj, viser estimater fra Bloomberg News.

Læs også
Top job