Obligationer

Obligationer/åbning: Uændret rente forud for europæisk rentemøde

Renten er fortsat uændret torsdag morgen, efter at den onsdag ej heller gjorde nogen udsving.

Den toneangivende danske tiårige statsobligation er uændret i minus 0,33 pct., som er samme niveau som ved lukning onsdag. Tirsdag lukkede den danske rente ligeledes i niveauet minus 0,33 pct.

Eftermiddagen kan komme til at ændre på den for tiden stillestående rente, da der er rentemøde i den europæiske centralbank og nøgletal fra USA.

DAGENS NØGLETAL

Klokken 13.45 offentliggør Den Europæiske Centralbank rentemeddelelse. Udlånsrenten ventes ikke ændret fra det nuværende niveau på 0 pct.

Mere usikkert er det, hvad der efterfølgende bliver sagt på pressemødet tre kvarter senere, når ECB-formanden, Christine Lagarde, går på talerstolen.

Her vil investorerne holde øje med, om banken endnu engang øger sit opkøbsprogram. Ved seneste rentemøde i juni besluttede banken at udvide sit pandemi-opkøbsprogram med 600 mia. euro, så det samlet beløber sig til 1350 mia. euro.

- Et andet fokuspunkt for investorerne kunne være, om ECB ser behov for at løfte grænsen for, hvornår bankerne betaler negativ rente (tiering). Det ville kunne løfte renterne og styrke euroen. Det forventer vi dog ikke, bliver en realitet på dette møde, siger Kim Blindbæk, der er seniorøkonom hos Sydbank.

Samtidig med at Lagarde starter pressemødet i Europa, vil der i USA blive offentliggjort detailsalgstal for juni og tal for nytilmeldte ledige i uge 28.

Detailsalget ventes ifølge estimater indsamlet af Bloomberg af stige med 5,0 pct. i juni, mens det ventes, at 1,25 mio. amerikanere meldte sig som førstegangsledige den seneste uge.

Læs også
Top job