Obligationer/åbning: Lille rentestigning efter EU-aftale
Der er let stigende renter ved åbningen af det danske obligationsmarked mandag, hvor endnu en volumentynd dag står for døren.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation starter i minus 0,34 pct., hvilket er 2 basispoint højere end mandag, hvor papiret lukkede med en rente på minus 0,36 pct. efter et fald på 1 basispoint over dagen.
Enigheden blandt EU's regeringschefer om covid-19-genopretningspakken bidrager til at presse renterne lidt op.
Der er ingen større økonomiske data fra denne side af Atlanten på programmet tirsdag.
Senere på dagen kommer der tal for aktiviteten i Chicago-regionen fra Federal Reserve of Chicago, og efter at ISM-indeksene for juni viste pæne stigninger i både servicesektoren og industrien, forventes også aktivitetsindekset fra Chicago Fed at vise fremgang.
- Investorerne vil fokusere på eftermiddagens amerikanske nøgletal, hvor en positiv overraskelse kan give en mindre rentestigning, vurderer seniorøkonom Kim Blindbæk fra Sydbank i et notat mandag morgen.
Ellers skal man skal helt frem til torsdag og fredag for at finde økonomiske nøgletal, der for alvor kan rykke de finansielle markeder.