Obligationer/åbning: Uændret rente i sommerstille marked
Der er som ventet uændrede renter ved åbningen af det danske obligationsmarked torsdag.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation starter i minus 0,38 pct., hvilket er samme niveau som onsdag ved lukketid.
Volumen i markedet ventes fortsat at ligge på et lavt niveau på grund af sommerferiens højsæson i Danmark.
LEDIGHEDSDATA I FOKUS
Der er lidt mere substans i nøgletalskalenderen torsdag end de foregående dage.
Fra de hjemlige statistiker viste forbrugertilliden for august en forbedring til -2,9 fra -3,1 i juli, og i Tyskland landede tilliden på -0,3 mod en ventet tillid på -4,5.
Senere på dagen kommer der tillidstal for eurozonen.
Dagens hovedbegivenhed vil dog være udviklingen i nytilmeldte ledige i USA, der fremlægges midt på eftermiddagen.
- Hvis rapporten skuffer for eksempel ved en stigning i nytilmeldte ledige, kan det presse renterne ned, vurderer seniorøkonom Kim Blindbæk fra Sydbank i et notat torsdag morgen.
Sidst på eftermiddagen sluttes nøgletalsdagsordenen af med de amerikanske ledende indikatorer.

