Fortsæt til indhold

Obligationer/middag: Renten træder vande før rentemøde

Obligationer
/ritzau/FINANS

Små renteudsving præger tirsdag det danske obligationsmarked, hvor fokus er på onsdagens rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Desuden har republikanerne i Senatet mandag fremlagt et forslag til en ny coronahjælpepakke på 1000 mia. dollar, der har givet anledning til lidt udsving.

- Udkast til hjælpepakke på 1000 mia. dollar har presset lange USD-renter op, men renteniveauerne er fortsat lave - blandt andet på grund af forventninger om "dueagtige" signaler ved Fed-mødet i morgen, skriver Jyske Bank i en kommentar.

Selve renten på 0-0,25 pct. ventes Federal Reserve ikke at pille ved, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Herhjemme ligger den toneangivende tiårige danske statsobligation ved middagstid uændret med en rente på minus 0,37 pct. efter en lille stigning fra morgenstunden.

Fra nøgletalsfronten kommer der i eftermiddag nyt om forbrugertilliden i USA, der ventes at være faldet til 95 i juli fra 98,1 i juni.

En hjælpepakke kan på sigt muligvis hjælpe på forbrugernes humør, men der er tilsyneladende fortsat et stykke vej til, at der kan opnås enighed.

Internt i det republikanske parti er der uenighed om forslaget, og Demokraterne ønsker en endnu større pakke, skriver Reuters.