Fortsæt til indhold

Obligationer/åbning: Som ventet flad renteudvikling med fokus på ISM

Obligationer
/ritzau/FINANS

Det danske obligationsmarked er mandag åbnet med en uændret rente, hvilket sker på en dag, hvor fokus blandt andet vil være på den amerikanske ISM-erhvervstillidsopgørelse og meldinger fra centralbankdirektører.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation er mandag åbnet i minus 0,39 pct., hvilket er det samme som fredagens lukkeniveau.

I løbet af sidste uge faldt renten faldet fra minus 0,33 pct. fredagen forinden.

Investorerne vil mandag eftermiddag klokken 16 kigge mod USA med fremlæggelsen af ISM-erhvervstillidsindekset for fremstillingssektoren.

Her venter økonomer adspurgt af Bloomberg News en stigning i juli til 53,5. Dermed signaleres fortsat fremgang, idet 50 er skillelinjen mellem fremgang og tilbagegang, efter at indekset i juni steg til 52,6 fra 43,1 for maj.

Sydbank er lidt mere negative på udviklingen i juli, idet der henvises til den kraftige acceleration i smittetilfælde hen over sommeren.

- Vi ved allerede, at det ramte forbrugertilliden negativt i juli, mens flere af de regionale tillidsindeks har vist en stagnerende tendens. Vi venter derfor en flad udvikling i ISM-indekset for industrien på 52,6 i juli. Falder indekset i juli, kan det presse renterne ned, skriver Sydbanks makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel.

- En flad eller aftagende tendens i ISM-indekset vil kunne presse renterne en tand ned, vurderer han.

Markedsdeltagerne vil mandag også have et øre på signaler fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, idet dagen byder på taler fra direktører fra tre regionale afdelinger.

- Vi er især nysgerrige efter, om direktørerne ser behov for yderligere pengepolitisk stimulans. Vi er også på udkig efter signaler om Feds strategiske diskussion af pengepolitikken, skriver Sydbank.