Obligationer/middag: Sløjfer den indledende marginale rentestigning
Det danske obligationsmarked slipper tirsdag middag lidt af den lille rentestigning, der indledte dagens handel. Dermed ligger renten på den danske toneangivende tiårige statsobligation i minus 0,41 pct., som er uændret i forhold niveauet ved lukketid mandag eftermiddag.
I forhold til åbningsniveauet torsdag morgen er der tale om et marginalt rentefald, som ligger på linje med en tilsvarende bevægelse på det store tyske nabomarked.
Rentestilstanden ses trods tilbagegang på aktiemarkedet, der ikke helt følger trop i forhold til den fornyede risikoappetit, der umiddelbart fulgte efter nyheden om, at USA's præsident, Donald Trump, var vendt hjem til Det Hvide Hus fra sygesengen på militærhospitalet Walter Reed Medical Center.
- Markedet mangler lidt "bravour", kommenterer markedsstrateg i Socété Générale Kit Junckers over for Reuters det forhold, at aktierne ikke reagerer positivt på den reduktion i usikkerheden, som præsidentens bedre helbredstilstand giver anledning til.
Tirsdagens makrokalender byder på udtalelser fra Jerome Powell, der er chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, kl. 16.40 dansk tid.
- De er blevet vigtigere af, at kongressen stadig ikke har godkendt nye finanspolitiske stimulanser. Det lægger nemlig mere af ansvaret over på Fed for at stimulere økonomien. Fed og Powell er også blevet kritiseret for ikke at stimulere økonomien og inflationen mere. De kunne øge opkøbene, købe flere langtløbende statsobligationer og lempe udlånsbetingelserne på deres specielle udlånsprogrammer, skriver Jyske Banks chefanalytiker Kim Fæster.
Også chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, skal tale i dag, og de to taler vil blive gransket for eventuelle signaler om nye pengepolitiske lempelser, vurderer chefanalytikeren.




