Obligationer/middag: Begrænsede bevægelser på ordrig dag
Med begrænsede udsving på plus/minus 1 basispoint holder renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation sig mandag formiddag omkring minus 0,50 pct. Det er et lille basispoint højere end fredag eftermiddag.
Tilsvarende stilstand præger den toneangivende tyske rente, mens den franske stiger 1 basispoint.
Fra morgenstunden har handlerne fået blandede nøgletal fra Kina, hvor en opgørelse af bruttonationalproduktet skuffede med en vækst på 4,9 pct. mod en ventet stigning på 5,5 pct. ifølge Bloomberg News. Tal for detailsalget og industriproduktionen i Kina viste dog en stærkere udvikling end ventet.
Kalenderen er for resten af dagen tæt på tom for tunge tal. Bedste bud er opgørelsen over NAHB-opgørelsen over det amerikanske boligmarked i oktober, hvor der ventes et uændret indeks på 83.
Derimod er der nærmest trængsel ved talerstolen i Den Europæiske Centralbank, ECB. Her stiller chefen selv, Christine Lagarde, op kl. 14.45. Men også den spanske centralbankchef Pablo Hernándes de Cos og direktørerne i ECB Yves Mersch og Philip R. Lane har bemærkninger. Og de forventes at hælde til den milde side pengepolitisk set på baggrund af det stigende corona-smittetal, som aktuelt hærger Europa.
Men også Jerome Powell, chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil kl. 14.00 bidrage med udtalelser, og senere mandag er det blandt andet Richard Clarida, Raphael Bostic og Patrick Harker - alle tre med i topledelsen i Federal Reserve - som taler.






