Obligationer/middag: Uændret rente midt i bekymring for stimuluspakke
Hen over formiddagen har der været mindre udsving på det danske obligationsmarked, hvor markedsdeltagerne har fokus på nyt om forhandlingerne om en ny hjælpepakke i USA og tal for den amerikanske arbejdsløshedskø, der bliver offentliggjort i eftermiddag.
Herhjemme ligger renten på den tiårige danske statsobligation ved 12-tiden i minus 0,47 pct., som er en stigning på 1 basispoint i forhold til onsdagens slutniveau.
I løbet af formiddagen har renten både kortvarigt været oppe at runde minus 0,46 pct. og nede i minus 0,48 pct.
Nervøsiteten stiger i takt med, at det stadig ikke er lykkes for Nancy Pelosi, der er formand for Repræsentanternes Hus og Demokraternes forhandlingsleder, at blive enig med den republikanske finansminister, Steven Mnuchin, om en ny stimuluspakke til den coronaplagede amerikanske økonomi.
Pelosis talsmand, Drew Hammill, skriver på Twitter, at en samtale mellem Pelosi og Mnuchin onsdag har bragt parterne tættere på en aftale, og at de skal mødes igen i dag, torsdag.
Onsdag beskyldte præsident Donald Trump Demokraterne for at være modvillige og trække forhandlingerne i langdrag, og Nancy Pelosi sagde tirsdag, at hun håber, at de kan blive enige om en aftale i denne uge.
Dagens største skemalagte makroøkonomiske højdepunkt bliver offentliggørelsen af tal for den amerikanske arbejdsløshedskø, der sker kl. 14.30 dansk tid.
Her venter økonomerne for sidste uge et fald i antallet af nytilmeldte ledige til 870.000 fra 898.000 ugen før, og dermed fastholdes niveauet på over 0,8 mio. per uge.
Derudover vil der også være fokus på den foreløbige udgave af forbrugertilliden for eurozonen i oktober, der bliver offentliggjort kl. 16 dansk tid. Økonomerne venter en forværring til minus 15,0 fra minus 13,9 for september.
- Stiger anmodningerne om understøttelse i USA, og forbrugertilliden falder solidt som følge af den kraftige acceleration i covid-19 i Europa, kan renterne blive presset ned i dag, skrev Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, i en kommentar torsdag morgen.
På nøgletalsfronten er der desuden kommet tal for den tyske forbrugertillid, som i november udviklede sig svagere end ventet.
Indekset faldt til minus 3,1 i november fra minus 1,7 i oktober, viser en opgørelse fra analysevirksomheden GFK - Gesellschaft für Konsumforschung.
Økonomerne havde til sammenligning ventet et indeks på minus 3,0 ifølge Bloomberg News.
Også på hjemmefronten er der kommer forbrugertillidstal fra Danmarks Statistik, som viste, at den danske forbrugertillid i oktober steg til minus 6,2 fra minus 7,4 i september.






