Obligationer/middag: Flad renteudvikling med fokus på ECB-konference
Renten på den tiårige danske statsobligation ligger onsdag middag uændret fra tirsdagens lukkeniveau i minus 0,37 pct., på en dag uden input fra USA's føderale kontorer og obligationsmarkeder, idet der er lukket som følge af Veterans Day.
Dagen er dermed uden nøgletal fra USA, og derfor vil investorernes opmærksomhed være rettet mod eftermiddagens konference hos den Europæiske Centralbank.
Den danske tiårige statsobligationsrente har de seneste dage taget et stort hop opad fra mandagens lavpunkt i minus 0,52 pct., efter at gode data fra et studie med en coronavaccine har sendt finansmarkederne i vejret verden over. Det har betydet et frasalg af de sikre obligationer, hvilket til gengæld har løftet den effektive rente.
Onsdagen byder på den årlige konference i Den Europæiske Centralbank, ECB, hvor centralbankchef Christine Lagarde og en række ledende direktører taler.
- Investorerne vil holde øje med, om Lagardes vurdering af vækstudsigterne er blevet mere eller mindre optimistiske siden rentemødet den 29. oktober. Det kan nemlig give en indikation på, hvor stor en pengepolitisk pakke ECB kommer med på rentemødet den 10. december, vurderer Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, i en kommentar.
- I mandags fik vi de ugentlige tal for ECB’s pandemiopkøb. Her så vi, at ECB ikke havde skruet op for obligationsopkøbene endnu. Vi tror dog, at ECB allerede frem mod rentemødet i december vil begynde at skrue op for obligationsopkøbene. Bløde toner fra Lagarde kan svække euroen og presse renterne ned, lyder det videre fra Mathias Dollerup Sproegel.
Christine Lagarde går på talerstolen klokken 14.00.






