Obligationer/middag: Ugens rentestigning skrumper
Markante rentestigninger i starten af ugen er torsdag byttet ud med beherskede rentefald, da investorerne ser ud til at tage en puster oven på nogle dage med risikoappetit efter positive vaccinemeldinger.
I hvert fald falder flere af de toneangivende europæiske aktiebørser, og investorerne sørger i stedet mod obligationsmarkedet.
Herhjemme ligger renten på den tiårige danske statsobligation 1 basispoint lavere end onsdag i minus 0,40 pct. Over ugen er renten steget samlet 10 basispoint.
Nøgletal fra eurozonen har i løbet af formiddagen vist, at industriproduktionen faldt med 0,4 pct. i september fra måneden før, og med 6,8 pct. sammenlignet med september sidste år. Begge dele er værre end ventet.
Torsdag offentliggøres senere på eftermiddagen nyt om den amerikanske inflation og nytilmeldte ledige i USA.
Økonomer venter ifølge Bloomberg News, at inflationen aftog til 1,3 pct. på årsbasis i oktober fra 1,4 pct. i september.
Der ventes desuden et fald i antallet af nytilmeldte ledige til 731.000 i sidste uge fra 751.000 ugen før.







