Obligationer/middag: Minimal rentefald forud for amerikanske nøgletal
Renten på den tiårige danske statsobligation er steget marginalt ved middagstid med et 1 basispoint til minus 0,43 pct. fra åbningsniveauet på 0,44 pct.
Dermed ligger den ved middagstid 1 basispoint lavere end renteniveauet ved lukketid torsdag på minus 0,42 pct., hvor renten i løbet af dagen faldt med 2 basispoint.
Tidligere på ugen har risikoappetitten ellers været noget større, da Pfizer og Biontech mandag kunne melde om positivt nyt for deres vaccinekandidat mod covid-19. Det sendte aktierne op, men da der ikke kom yderligere nyheder og coronasmitten fortsatte med at vokse, dampede risikoappetitten af.
Fokus vil fredag være rettet mod en række nøgletal, der kommer i en lind strøm i løbet af dagen.
Herhjemme viser BNP-indikatoren for tredje kvartal en vækst på 4,9 pct. målt i sæsonkorrigerede tal mod minus 7,4 pct. i andet kvartal.
- Det er i sig selv en rekordhøj kvartalsvækst, men skal ses i lyset af det historisk store BNP-fald i første halvår af 2020. På trods af fremgangen, der indhenter noget af det tabte, er dansk økonomi stadig et stykke under 2019-niveauet. Beskæftigelsesindikatoren peger på en stigning i beskæftigelsen på 2,3 pct., skriver Danmarks Statistik, der samtidig understreger, at BNP-indikatoren er mere usikker end normalt på grund af coronapandemien.
Formiddagens nøgletal fra eurozonen viste, at den økonomiske vækst i eurozonen var 12,6 pct. i tredje kvartal i forhold til kvartalet før. Det fremgår af en opgørelse fra Eurostat.
Væksten i bruttonationalproduktet var negativ med 4,4 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.
Det er en my mindre end analytikerne havde ventet, der ifølge Bloomberg News ventede en stigning i BNP-vækst på 12,7 pct. fra andet til tredje kvartal, mens der var ventet en negativ vækst på 4,3 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.
Senere på dagen kommer der tal fra USA for producentpriser og kerneforbrugerpriser på både måneds- og årsbasis og et foreløbigt Michigan-tillidsindeks.
Ifølge Jan Størup Nielsen, chefanalytiker i Nordea, er de amerikanske husholdninger begyndt at se mere lyst på fremtiden.
- Spørgsmålet er dog, om den spirende optimisme har kunnet modstå det negative pres fra den hastige stigning i antallet af smittet med covid-19 og den intense amerikanske valgkampagne, skriver han i en kommentar.
Derudover er der fredag en række taler blandt andet fra den tyske centralbankchef og ECB-rådsmedlem Jens Weidmann og John C. Williams, der er chef for den amerikanske centralbank Federal Reserves afdeling i New York og har stemmeret i Federal Reserves rentekomité.







