Obligationer/tendens: Udsigt til uændret start på nøgletalsfattig dag
Med en dag uden en tætpakket nøgletalskalender, er der udsigt til, at det danske obligationsmarked vil åbne uden de helt store bevægelser, når dørene slås op til ugens første handelsdag.
- Vi forventer, at det danske obligationsmarked vil åbne med stort set uændrede renter. Der venter en forholdsvis let nøgletalskalender efter nattens detailsalg og industriproduktion fra Kina. Vi venter derfor, at den generelle stemning på finansmarkederne vil styre renteudviklingen i dag, skriver Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, i en kommentar.
I nat dansk tid overraskede de kinesiske tal for industriproduktionen positivt, mens detailsalget haltede en anelse bagefter analytikernes forventninger, ifølge data fra det kinesiske National Bureau of Statistics i Beijing.
Det kinesiske detailsalg steg 4,3 pct. i oktober i forhold til samme måned året før, mens analytikerne havde ventet en stigning i salget på 5,0 pct.
Industriproduktionen steg til gengæld med 6,9 pct., mens analytikerne havde ventet 6,7 pct.
Derudover er der kommet tal fra Japan for BNP-væksten og industriproduktionen.
BNP-væksten i tredje kvartal i sæsonkorrigerede annualiserede tal steg 21,4 pct. i forhold til kvartalet før, mens væksttakten i forhold til samme kvartal af 2019 var på 5,0 pct.
Analytikerne havde ventet en vækst på 18,9 pct. i forhold til kvartalet før og 4,4 pct. i forhold til samme kvartal året før.
Omvendt udviklede industriproduktionen sig marginalt ringere end først antaget. Den steg 3,9 pct. på månedsbasis i september mod præliminær aflæsning på 4,0 pct. og en stigning på 1,0 pct. måneden før. På årsbasis var der et fald i produktionen på 9,0 pct., hvilket også var resultatet i den præliminære opgørelse oven på et fald på 13,8 pct. i august.
Mandag morgen ligger renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation i 0,89 pct., hvilket er stort set uændret fra niveauet ved dansk børslukketid fredag.
Futures for de tre ledende amerikanske aktieindeks indikerer alle stigninger på omkring 0,9 pct., når børserne i New York åbner senere i dag og futuren for det tyske DAX-indeks indikerer stigning på omkring 1 pct.
Fredag lukkede renten på den tiårige danske statsobligation i minus 0,43 pct., hvilket var 1 basispoint lavere end ved torsdagens lukkeniveau. Målt over hele sidste uge steg renten på den tiårige danske statsobligation med 8 basispoint.
Heller ikke på det amerikanske obligationsmarked var der store udsving fredag.
Senere på dagen kommer der tal for erhvervstilliden i staten New York, der måles ved Empire Manufacturing-indekset. Det er et månedligt indeks, der dækker over en rundspørge blandt producenter i New York-regionen.
Det kan være med til at udstikke en retning for ISM-indekset i november, vurderer Sydbanks makroanalytiker.
Derudover holder han øje med flere vaccinenyheder, efter Pfizer og Biontech mandag i sidste uge kom med positivt nyt om deres vaccinekandidat mod covid-19.
Søndag passerede USA 11 millioner coronasmittede. Det betyder, at antallet af smittede personer i USA er steget med over en million på en uge, viser en løbende opgørelse fra Johns Hopkins University ifølge nyhedsbureauet AFP.
Siden pandemien begyndte er 246.108 personer døde i USA, der dermed er det land i verden, der har flest smittede og døde.







