Fortsæt til indhold

Obligationer/åbning: Sidelæns bevægelser og fokus på detailsalg i USA

Obligationer
/ritzau/FINANS

Det danske obligationsmarked er tirsdag åbnet uden de store udsving i kurser og renter.

Renten på den tiårige danske statsobligation ligger ved 8.45-tiden i minus 0,44 pct., hvilket er uændret i forhold til niveauet ved lukketid mandag.

I eftermiddag rettes fokus mod USA med offentliggørelsen klokken 14.30 af tal for detailsalget i oktober. Ifølge Bloomberg News ventes opgørelsen af vise en stigning på 0,5 pct. på månedsbasis.

Hos Sydbank kalder makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel tallet for ugens vigtigste nøgletal.

- Siden sommeren har flere været bekymret for, at forbruget i USA ville opleve et tilbageslag efter udløbet af Trumps generøse understøttelse til de ledige i juli. En fortsat fremgang på arbejdsmarkedet har indtil videre ageret stødpude, og detailsalget er steget i de seneste fem måneder i træk, skriver han i en kommentar.

Efterfølgende, klokken 15.15, kommer der ligeledes oktobertal for den amerikanske industriproduktion.

Der kommer tirsdag ikke nøgletal af større betydning fra eurozonen, men fra morgenstunden er der kommet en offentliggørelsen af Norges bruttonationalprodukt. Det norske fastlands-BNP steg i tredje kvartal med 5,2 pct. på kvartalsbasis, hvilket var som ventet - og en bedring efter faldet i andet kvartal på 6,0 pct.

Tallet for andet kvartal er revideret fra et tidligere oplyst fald på 6,3 pct.