Fortsæt til indhold

Obligationer/middag: Lille rentefald efter onsdagens solide stigning

Obligationer
/ritzau/FINANS

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger torsdag middag med et lille fald på 1 basispoint i minus 0,47 pct. efter onsdagens stigning på 5 basispoint.

Rentemødet hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, er ryddet af vejen, og nu er fokus igen på, om de får forhandlet en hjælpepakke hjem i USA samt meldinger om vacciner og covid-19-smitteudviklingen.

Torsdagen byder på en række nøgletal, hvor de amerikanske ledighedstal får størst opmærksomhed. Der leveres også tal for det amerikanske boligmarked, og Bank of England er klar med sin rentemeddelelse torsdag eftermiddag.

Dagen har allerede budt på tal for de europæiske forbrugerpriser, der helt som ventet faldt med 0,3 pct. i november sammenlignet med samme måned sidste år.

Torsdag kommer der vanen tro tal for, hvor mange amerikanere, der kunne stille sig op i køen af arbejdsløse i sidste uge. Her venter analytikerne ifølge Bloomberg News et fald til 815.000 nye ledige mod 853.000 i ugen før.

- I tre ud af de sidste fire uger er anmodningerne om understøttelse steget. Flere stater har strammet restriktionerne, og smittetallene fortsætter med at stige. Det har lagt en dæmper på det amerikanske arbejdsmarked, hvor risikoen for negativ jobvækst i december bestemt er til stede, påpeger Sydbanks makroanalytiker, Mathias Dollerup Sproegel.

Det ventes, at der vil være 5,7 mio. amerikanere, der fortsat er arbejdsløse. Stiger et eller begge tal, kan det presse renterne ned og lægge en dæmper på risikoappetitten, vurderer Mathias Dollerup Sproegel.

Endelig vil der også være fokus på, om de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, giver grønt lys til en nødgodkendelse af Modernas vaccine mod corona.

- Tidligere på ugen har Moderna fremlagt omfattende materiale omkring vaccinen, som i store træk viser de samme resultater som Pfizers vaccine, som FDA allerede har godkendt til nødbrug. Vi venter derfor, at også Modernas vaccine bliver godkendt til nødbrug i én af de kommende dage, lyder det fra Sydbank.

Både jobtallene og en eventuel godkendelse kan være med til at præge renteudviklingen.