Obligationer

Obligationer/åbning: Renter lidt op og fokus på Yellens høring

Det danske obligationsmarked har indledt tirsdagens handel uden de store udskejelser, men fortsat med et lille pres opad på renterne. Senere på dagen rettes fokus mod Janet Yellens nomineringshøring i Senatet i USA.

- Yellen vil givetvis blive udspurgt om, hvordan hun vil få Bidens stimulanspakke på 1900 mia. dollar igennem Kongressen. Der er også meldinger om, at Biden vil annullere flere af Trumps executive orders i løbet af de første ti dage, skriver Jyske Bank i en morgenkommentar.

Futures peger på en positiv aktieåbning først i Europa - og siden i USA, og den øgede risikoappetit går en smule ud over interessen for de fastforrentede papirer med faldende obligationskurser og stigende renter til følge.

Herhjemme steg renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation mandag 3 basispoint til minus 0,43 pct., og ved 8.45-tiden tirsdag er den steget yderligere knap 1 basispoint til godt 0,42 pct.

De amerikanske finansmarkeder holdt mandag lukket som følge af fejringen af Martin Luther King Day, men tirsdag kommer der gang i handlen på den anden side af Atlanten.

Der er dog som sædvanlig allerede gang i handlen med de amerikanske statspapirer på markedet i Tokyo tirsdag morgen dansk tid, og her kravler renterne lidt op - som det også var tilfældet i Europa mandag.

Renten på den tiårige amerikanske statsobligation ligger tirsdag morgen 4 basispoint højere i 1,12 pct.

Der er tirsdag ingen amerikanske nøgletal i kalenderen, mens dagens vigtigste nøgletal fra Europa er det tyske ZEW-indeks i januar.

Læs også
Top job