Obligationer/middag: Lille rentefald før Biden-indsættelse
Der er onsdag ved middagstid små danske rentefald på menuen, hvor obligationshandlerne senere vil holde øje med, om alt følger drejebogen, når Joe Biden i eftermiddag indsættes som USA's næste præsident.
Derudover har formiddagen budt på inflationstal fra eurozonen, der dog landede helt som ventet.
- For investorerne vil der være fokus på, om indsættelsen overskygges af ballade fra Trump-støtter. Hvis indsættelsen forløber glat, vil der næppe ske den store bevægelse i renterne, vurderer makroanalytiker i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel i bankens morgenkommentar.
Renten på den tiårige danske toneangivende statsobligation er faldet med 2 basispoint fra morgenstunden, og ligger kl. 11.45 i minus 0,44 pct.
Onsdagens nøgletalskalender er relativt tynd, men dagen har dog indtil videre budt på lidt nyt fra Europa.
I Tyskland er der kommet tal fra producentpriserne, der steg med 0,2 pct. på årsbasis i december mod et estimeret fald på 0,4 pct. ifølge Bloomberg News.
I eurozonen landede den endelige opgørelse over forbrugerpriser helt som ventet for december måned.
De europæiske forbrugerpriser faldt med 0,3 pct. i december sammenlignet med samme måned året før, og på månedsbasis steg forbrugerpriserne med 0,3 pct., ligesom det var tilfældet i den foreløbige opgørelse.
Kerneforbrugerpriserne - der fraregner prisudsving på energi, fødevarer, alkohol og tobak - steg med 0,2 pct. Heller ikke her er der tale om afvigelser i forhold til den foreløbige opgørelse og analytikernes forventninger.
USA offentliggøres ved 16-tiden NAHB-indekset, der måler aktiviteten i byggesektoren.




