Fortsæt til indhold

Obligationer/åbning: Små udsving før ECB-møde og fortsat fokus på USA

Obligationer
/ritzau/FINANS

Obligationsmarkederne i Europa er torsdag åbnet uden de store udsving forud for en række begivenheder i eftermiddag.

Efter onsdagens fokus på indsættelsen af Joe Biden som USA's 46. præsident - og Donald Trumps exit - vil investorerne i eftermiddag rette opmærksomhed mod resultatet af dagens rentemøde i Den Europæiske Centralbank.

Herhjemme ligger renten på den tiårige danske statsobligation torsdag morgen i minus 0,44 pct., hvilket er uændret i forhold til onsdagens lukkeniveau.

ECB ventes på dagens rentemøde ikke at komme med nye lempelser af pengepolitikken, selv om coronapandemien har fået mere fat i Europa i forhold til det seneste rentemøde i december, hvor centralbanken forøgede og forlængede pandemiopkøbene (PEPP) og annoncerede nye lån til de europæiske banker (TLTRO-III).

- Vi venter dog, at ECB vil understrege, at det tiltagende smittetryk og forlængede restriktioner vil forværre vækstudsigterne på den korte bane. Det vil understøtte, at ECB skal fastholde en lempelig pengepolitik.

- Samlet venter vi ikke de store markedsmæssige reaktioner, hvor der primært vil blive lyttet til ECB-chef Lagardes vurdering af vækst- og inflationsudsigterne, skriver makroanalytiker Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en morgenkommentar.

Fra USA kommer der i eftermiddag de ugentlige tal for nytilmeldte ledige, samt opgørelser over byggetilladelser og påbegyndt boligbyggeri. I eftermiddag vil der også komme fokus på en foreløbig opgørelse af udviklingen i forbrugertilliden i eurozonen i januar.

Der vil endvidere være stor opmærksomhed om, hvordan Joe Biden bruger sin anden dag i Det Hvide Hus. I sidste uge annoncerede han planer om en hjælpepakke til 1900 mia. dollar. Siden pandemiens start er der i forvejen blevet vedtaget fire hjælpepakker til samlet 4200 mia. dollar.

Derudover har Federal Reserve siden marts sidste år har købt obligationer i markedet - pumpet penge ind i markedet - for mere end 3000 mia. dollar.

Pengene til al den stimulus skal dog komme et sted fra. Derfor udsteder det amerikanske finansministerium nye obligationer i en gevaldig fart. Onsdag blev der holdt auktion over obligationer med 20 års løbetid for 24 mia. dollar. Efterspørgslen var dog ikke imponerende, hvorfor renten på obligationerne endte 1 basispoint over niveauet i markedet lige inden.