Obligationer/middag: Uændret rente i vente på IMF og forbrugertillid
Det danske obligationsmarked ligger tirsdag middag med stort set uændret rente for den tiårige toneangivende danske statsobligation. Renten er som mandag ved 17-tiden minus 0,45 pct.
Der er også stort set uændret tiårig statsrente i Frankrig og Tyskland.
Dagens vigtigste nøgletal er tallet for den amerikanske forbrugertillid for januar senere på dagen.
Forbrugertilliden er på den ene side positivt påvirket af, at amerikanerne i januar har fået udbetalt en check på 600 dollar, mens skærpede restriktioner trækker den anden vej.
Den Internationale Valutafond er desuden klar kl. 14 med en ny prognose, som kan løfte renterne en anelse, hvis IMF er blevet mere optimistisk på verdensøkonomiens vegne.
Verdensbanken har nedjusteret sin forventning til den globale økonomiske vækst til 4 pct.
Obligationsmarkedet vil derfor holde et vågent øje med, om IMF følger med og ændrer sin prognose i samme retning.
Hvad angår den amerikanske forbrugertillid i januar, er det Sydbanks forventning, at vi vil se en flad udvikling i tallene.
Privatforbruget kan i de kommende måneder blive påvirket af, at USA's præsident, Joe Biden, planlægger en ny stor hjælpepakke.
Biden har blandt andet foreslået, at der skal dumpe endnu en check på 1400 dollar ind ad postkassen.
I den lettere del af nøgletalskalenderen var der tirsdag morgen tal for detailsalget i Danmark, der skuffede voldsomt i december.
SKUFFENDE DANSK DETAILSALG
Salget i den danske detailhandel er dykket i december, hvor regeringen indførte restriktioner for at dæmme op for spredningen af coronavirusset.
Detailsalget faldt med 7,7 pct. fra november til december. Det faldende detailsalg kan blandt andet forklares med regeringens beslutning om at lukke store dele af detailhandlen fra den 17. december for at reducere risikoen for spredning af smitte i samfundet.




