Obligationer

Obligationer/åbning: Lille rentehop med fokus på USA-nøgletal

Det danske obligationsmarked er fredag åbnet med et lille rentehop.

Renten på den tiårige danske statsobligation ligger fredag morgen i minus 0,43 pct., hvilket er 1 basispoint højere, end da markedet lukkedes torsdag eftermiddag.

Forud for åbningen havde Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker i Sydbank, ellers spået et lille rentefald.

Det bliver en dag med fokus på amerikanske nøgletal, og så vil markedsdeltagerne have opmærksomheden rettet mod eventuelle nye vaccinegodkendelser fra EU.

Før åbningen af markedet er der kommet tal for dansk ledighed.

Bruttoledigheden faldt med 2000 personer i december. Det var syvende måned i træk med færre ledige. Bruttoledigheden er på 125.600, oplyser Danmarks Statistik.

- Bruttoledigheden for december er dog fortsat stadig 21.700 højere, end i februar, umiddelbart inden landet blev ramt af corona, påpeger statistikkerne.

Senere i dag kommer der nøgletal fra USA, som blandt andet byder på tal for det amerikanske privatforbrug i december, PCE-kerneprisdeflator og Chicago-PMI, der udtrykker aktiviteten i fremstillingsindustrien i Midtvesten.

- Detailsalget er skrumpet tre måneder i træk, og derfor venter vi at se et lille fald i forbruget i december. Det vil stemme overens med et fald i den amerikanske jobvækst i december. I januar forventer vi, at udbetalingen af Trumps check på 600 dollars til de fleste amerikanere vil løfte indkomsterne i USA, skriver Mathias Dollerup Sproegel, og tilføjer:

- Udviklingen i særligt de amerikanske nøgletal kan sætte et præg på dagens renteudvikling.

Læs også
Top job