Obligationer middag: Renten siver langsomt
Hverken en svagt positiv overraskelse i de reviderede data for erhvervstilliden i eurozonen eller et opløftende aktiemarked giver mandag middag anledning til rentestigninger på de europæiske obligationsmarkeder.
Ved middagstid ligger renten for den toneangivende danske tiårige statsobligation i minus 0,41 pct., som er uændret både i forhold til åbningsniveauet og i forhold til lukkerenten fredag eftermiddag.
Erhvervstilliden i den europæiske fremstillingsindustri blev i januar målt til et PMI-indeks 54,8 ifølge reviderede tal, mens økonomerne ifølge Bloomberg havde ventet et indeks på 54,7.
Samtidig ligger de europæiske aktier målt på det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks 1,2 pct. højere.
Hverken Italien eller Spanien kommer med foreløbige PMI-tal, og dermed bidrager udviklingen i de to lande med et lille overraskelsespotentiale, når det endelige indeks offentliggøres.
Formiddagen har dertil budt på statistik for ledigheden i eurozonen, og den forblev 8,3 pct. i januar - helt som økonomerne havde ventet.
Markedet afventer nu eftermiddagens amerikanske ISM-indeks, som offentliggøres kl. 16 og ventes at vise et fald i januar til 60,0 fra 60,5 måneden før.
Ifølge et notat fra Sydbank er industritilliden blandt andet belastet af, at fragtpriserne er steget voldsomt, da containerskibene ikke kan følge med. Det rammer industrisektoren, da flere virksomheder mangler materialer til at opretholde sin produktion. Samtidig kan de høje fragtpriser skabe et opadgående pres på inflationen.
Ugens højdepunkt er fredagens arbejdsmarkedsrapport fra USA. Og torsdag er der rentemøde i Storbritannien hos Bank of England.
/ritzau/FINANS