Fortsæt til indhold

Råvarer: Statslige initiativer mod coronavirusset sænker oliepriserne

Råstoffer
/ritzau/FINANS

Oliepriserne bakker yderligere mandag, hvor stadig flere regeringer i verden lukker lande ned for at begrænse smitten af coronavirusset.

Nedlukningerne har en mærkbar effekt på efterspørgslen på råolie såvel som risikoen for en verdensøkonomisk recession, skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 26,25 dollar mod 27,28 dollar fredag eftermiddag klokken 17. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 22,82 dollar mod 23,94 dollar fredag eftermiddag.

Oliepriserne har som konsekvens af coronavirusudbruddet indkasseret store tab i fire uger i træk, og prisen på en tønde olie er nu godt 60 pct. lavere end ved årets begyndelse.

Oliemarkedet har været udfordret af en farlig cocktail af priskrig i markedet og kraftig nedgang i olieforbruget på verdensplan.

Den barske realitet får nu ifølge Reuters flere olieselskaber til at skære i omkostningerne og sende en lang række medarbejdere på orlov.

- Vi mener, at oliepriserne på kort sigt vil forlænge faldet til under 20 dollar per tønde, da efterspørgslen er i torvene, og Opec-produktionsaftalen ophæves den 1. april, skriver Joseph McMonigle, energianalytiker hos Hedgeye Potomac Research, i et notat ifølge Reuters.

Ifølge forskningschef i oliehandelsselskabet Vitol, Giovanni Serio, ventes den globale efterspørgsel på råolie at falde med mere end 10 mio. tønder om dagen - svarende til cirka 10 pct. af verdens olieforbrug.

Det er dog ikke kun oliepriserne, som lider under den dalende efterspørgsel. På det øvrige råvaremarked er blandt andet andet kul- og kobberpriserne også ramt.

Mandag morgen falder prisen på et ton kobber 3,3 pct. til 4546,5. Fredag eftermiddag klokken 17 var prisen 4798,0 dollar.

En troy ounce guld handles samtidig til 1494,20 mod 1490,36 dollar fredag eftermiddag.