Råvarer: Amerikanske støtteforanstaltninger giver oliepriserne medvind
Oliepriserne stiger som følge af, at USA's central bank, Federal Reserve, præsenterer støtteforanstaltninger for den amerikanske økonomi, skriver Bloomberg.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 27,78 dollar mod 25,50 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 24,27 dollar mod 21,83 dollar mandag eftermiddag.
Støtteforanstaltningerne vil blandt andet rumme ubegrænset køb af stats- og hypotekobligationer og skal være med til at afdæmpe de økonomiske slag, som coronavirussets udbrud har forårsaget.
Udmeldingen om foranstaltningerne har været med til at skabe opsving i oliepriserne for anden dag i træk, og samtidig ser investorerne håb i, at yderligere aftaler om beskæringer i olieproduktionen vil stabilisere oliepriserne.
Ifølge Bloomberg har den amerikanske energiminister, Dan Brouillette, nærmere betegnet udtalt, at muligheden for en alliance mellem USA og Saudi Arabien med et fælles mål om at stabilisere oliepriserne er under overvejelse.
Howie Lee, som er økonom hos OCBC i Singapore, mener dog, at man som investor i oliemarkedet skal være varsom.
- Centralbankens offentliggørelse giver optimisme i alle markeder, men man kan dog risikere, at det kun varer nogle få dage for oliemarkedet, siger han til Bloomberg.
Han tilføjer, at oliepriserne med stor sandsynlighed vil opleve en kort stabilisering, men derefter vil de forblive lave.
På markedet for ædelmetaller stiger guldpriserne ligeledes som reaktion på den amerikanske udmelding, og desuden har Goldman Sachs meddelt, at det ser ud til, at både nær- og langsigtede udsigter for guld ser gode ud.
Investeringsbanken mener, at guldprisen potentielt set kan stige til 1800 dollar per troy once inden for de næste 12 måneder, og banken mener derfor, at tiden er inde til at købe guld.
Tirsdag morgen koster en troy ounce guld 1573,63 dollar mod 1542,84 dollar mandag eftermiddag.
Blandt andre industrimetaller koster et ton kobber tirsdag morgen 4670,00 dollar mod 4578,00 dollar mandag eftermiddag.
