Fortsæt til indhold

Råvarer: Hjælpepakker verden over løfter oliepriserne

Råstoffer
/ritzau/FINANS

Oliepriserne stiger, efter at regeringer verden over har lovet store indsprøjtninger af likviditet samt anden stimuli for at begrænse de økonomiske konsekvenser ved coronaudbruddet. Stigningen sker på trods af frygten for, at virusudbruddet kan reducere olieefterspørgslen.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 26,56 dollar mod 26,37 dollar fredag nat. Ved dansk børslukketid torsdag kl. 17 kostede en tønde 27,04 dollar. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 23,05 dollar mod 22,76 dollar natten til fredag, mens den torsdag eftermiddag kostede 23,40 dollar for en tønde.

Begge referenceolier er i løbet af året faldet med knap to tredjedele. Samtidig kan den nedadgående økonomiske aktivitet foruden brændstofefterspørgslen ifølge Reuters betyde nedskæringer i investeringer for olie- og energiselskaber.

Det globale olieforbrug kan falde med 20 pct., imens 3 mia. mennesker lever i lande med nedlukning, vurderer chefen for Det Internationale Energiagentur ifølge Reuters, der samtidig opfordrer store olieproducenter som Saudi-Arabien til at hjælpe med at stabilisere oliemarkederne.

G20-landene svor torsdag ifølge Reuters at indsprøjte mere end 5000 mia. dollar - 34.000 mia. kr. - i den globale økonomi for at begrænse jobnedlæggelser og indtægtstab som følge af coronaudbruddet og for at gøre, "hvad end der skal til for at komme igennem pandemien."

USA har oversteget Kina og Italien i antal bekræftede smittede med coronavirusset, viser en optælling fra Reuters.

- USA er den vigtigste region i verden i forhold til olieefterspørgslen, og data i realtid antyder et fald i olieforbruget på 82 pct. i flere amerikanske storbyer, skriver Capital Economics i en meddelelse ifølge Reuters.

- I sidste ende skal det amerikanske forbrug bane vejen for en genoprettelse af den globale olieefterspørgslen.

Prisen på guld falder fredag morgen, hvor en troy ounce guld koster 1625,32 dollar mod 1628,67 dollar torsdag eftermiddag.

Samtidig stiger kobberprisen. Et ton af industrimetallet koster fredag morgen 4839 dollar mod 4832,50 dollar torsdag eftermiddag.