Fortsæt til indhold

Råvarer: Oliepriserne falder på bekymringer om mulig lagerophobning

Råstoffer
/ritzau/FINANS

Oliepriserne falder torsdag morgen på bekymringer om, at olielagrene vil stige, hvis ikke olieproducenter lander en aftale om produktionsnedskæringer, der i første omgang løftede priserne.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 39,16 dollar mod 39,45 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 36,50 dollar mod 36,79 dollar onsdag eftermiddag.

Saudi-Arabien og Rusland har ifølge Reuters godkendt en fastholdelse af produktionsnedskæringerne på 9,7 mio. tønder om dagen til ind i juli, som Organisationen af Olieproducerende Lande, Opec, og andre olieproducerende lande som Rusland - tilsammen Opec+ - har arbejdet med siden april.

Det lykkedes dog ikke den samlede gruppe at holde et møde for at diskutere nedskæringerne torsdag. Kilder fortæller Reuters, at et sådan møde vil afhænge af de lande, som ikke er nået i mål med deres del af nedskæringsaftalen.

- Markedet har kigget på det og sagt, at det er mere kompliceret at få en aftale i hus, siger Lachlan Shaw, der er chefråvareanalytiker i National Australia Bank, til Reuters.

- Hvis de ikke kan få mekanismen på plads ... antyder det, at nedskæringsmålet for juli vil blive droppet, fortsætter han.

Det antyder, at Opec+ vil gå tilbage til aftalen fra april om en produktionsnedskæring på 7,7 mio. tønder dagligt.

Ydermere fremgår det ifølge Reuters, at hverken Saudi-Arabien, Kuwait eller De Forenede Arabiske Emirater vil forlænge de frivillige produktionsnedskæringer på 1,8 mio. tønder om dagen efter juni, hvilket indikerer en produktionsstigning fra juli - uanset hvad Opec+ ellers aftaler.

Samtidig tynges priserne af stigende amerikanske olielagre og blandede tal for efterspørgslen.

Tal fra det amerikanske energiministerium viste onsdag ifølge Reuters, at de amerikanske benzinlagre steg med 2,8 mio. tønder sidste uge, mens destillatlagrene steg med 9,9 mio. tønder - en henholdsvis tre- og firdobling af de forventede stigninger.

Prisen på guld stiger torsdag morgen, hvor en troy ounce guld koster 1703,75 dollar mod 1693,90 dollar onsdag eftermiddag

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber samtidig 5481 dollar mod 5511,50 dollar onsdag eftermiddag.