Fortsæt til indhold

Råvarer: Forsigtigt løft i oliepriserne trods bekymrende udsigter

Råstoffer
/ritzau/FINANS

De seneste dages nedtur på oliemarkedet er tirsdag morgen blevet vendt til afdæmpede prisstigninger.

Prisniveauet tynges dog fortsat af bekymrende udsigter til voksende produktion og hastigt tiltagende smittespredning.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 40,85 dollar mod 40,60 dollar mandag eftermiddag ved dansk børslukketid. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 38,93 dollar mod 38,61 dollar mandag eftermiddag.

Rekordhøje smittetal tvinger i øjeblikket flere lande til at indføre yderligere restriktioner i kampen mod coronavirusset - restriktioner, som vejer tungt på olieefterspørgslen.

- Vi vurderer, at efterspørgslen vil have meget svært ved at stige fremover som konsekvens af blandt andet coronarestriktionerne, siger Vivek Dhar, råvareanalytiker hos Commonwealth Bank of Australia (CBA), til Reuters.

Banken estimerer, at prisen på WTI-olie i gennemsnit vil ligge på 38 dollar i fjerde kvartal, mens en tønde af den europæiske referenceolie gennemsnitligt vil koste 41 dollar.

Mens efterspørgslen daler, er der udsigt til en stigning i den globale olieproduktion. Til analytikernes overraskelse ser det libyske olieudbud ud til at nå 1 mio. tønder om dagen allerede i de kommende uger.

Og det ventes at komplicere Organisationen af Olieeksporterende Landes, Opecs, forsøg på at begrænse den globale olieproduktion for at imødegå den svage efterspørgsel.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld tirsdag morgen 1908,39 dollar mod 1904,47 dollar mandag eftermiddag klokken 17.

Et ton kobber handles samtidig i 6801,5 dollar mod 6788,5 dollar mandag eftermiddag.